Vedtægt for styrelse af Ungdomsskolen I Vordingborg kommune
§ 1 Kommunalbestyrelsen Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for kommunens ungdomsskole og fastlægger mål og rammer for dens virksomhed. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med ungdomsskolens virksomhed.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om følgende: a) Økonomiske rammer og bevillinger til ungdomsskolen b) Ansættelse og afskedigelse af ungdomsskoleinspektør og viceungdomsskoleinspektør c) Ungdomsskolens struktur d) Rammer for undervisningen e) Andre spørgsmål, der ikke er henlagt til ungdomsskolen i henhold til aftale mellem Kommunalbestyrelsen og ungdomsskolen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen delegerer sine beføjelser til ungdomsskolebestyrelsen bortset fra de beføjelser, der følger af bevillings- og arbejdsgiverkompetencen.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelser er gældende, såfremt der opstår tvivl om fortolkningen af denne vedtægt. § 2 Ungdomsskolebestyrelsen Stk. 1. Ungdomsskolebestyrelsen består af 11 medlemmer: 2 medlemmer valgt af Kommunalbestyrelsen 2 medlemmer valgt af organisationerne med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter 3 medlemmer valgt af og blandt ungdomsskoleelevernes forældre 2 medlemmer valgt af og blandt medarbejderne ved ungdomsskolen 2 medlemmer valgt af og blandt eleverne ved ungdomsskolen
Stk. 2. Som tilforordnet deltager 1 repræsentant fra kommunens foreningsliv/frivillige lokale netværk.
Stk. 3. Ungdomsskoleinspektøren og viceungdomsskoleinspektøren deltager i møderne uden stemmeret.
Stk. 4. For hvert medlem af ungdomsskolebestyrelsen udpeges en personlig stedfortræder.
§ 3 Stk. 1. Medlemmer af ungdomsskolebestyrelsen udpeges for en 4-årig periode, svarende til den kommunale valgperiode. Ungdomsskolebestyrelsen fungerer ind til udgangen af den måned, hvori nyt valg har fundet sted.
Stk. 2. Medarbejderrepræsentanterne og stedfortræderne vælges for en 1-årig periode af ungdomsskolens medarbejdere.
Stk. 3. Elevrepræsentanterne og stedfortræderne vælges for en 1-årig periode af elevrådet. § 4 Forretningsorden Stk. 1. Ungdomsskolebestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Elevrepræsentanterne har stemmeret i ungdomsskolebestyrelsen. Elevrepræsentanterne må ikke overvære den del af forhandlingerne, der angår sager vedrørende enkeltpersoner.
Stk. 3. På ungdomsskolebestyrelsens første møde vælger de stemmeberettigede medlemmer formand og næstformand. Næstformanden fungerer som formand ved dennes fravær. Medarbejder- og elevrepræsentanter kan ikke vælges. § 5 Mødevirksomhed Stk. 1. Ungdomsskolebestyrelsen afholder møde, når formanden eller 3 af bestyrelsens medlemmer ønsker det.
Stk. 2. Formanden fastsætter tid og sted for møderne.
Stk. 3. Formanden indkalder til møde med mindst 14 dages varsel.
Stk. 4. Formanden udarbejder en dagsorden for møderne og sender senest 5 hverdage inden mødet dagsorden med evt. bilag til bestyrelsens medlemmer. Ønsker et medlem et punkt optaget på dagsordenen, skal dette meddeles formanden senest 8 dage før mødets afholdelse.
Stk. 5. Ungdomsskolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er tilstede.
Stk. 6. Ungdomsskolebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre.
Stk. 7. Beslutninger træffes ved stemmeflertal. § 6 Protokol Stk. 1. Der føres protokol over bestyrelsens beslutninger. I beslutningsprotokollen anføres for hvert møde, hvilke personer, der har været tilstede. Protokollen underskrives efter hvert møde af mødedeltagerne.
Stk. 2. Enhver mødedeltager er berettiget til kort af få afvigende opfattelser tilført protokollen og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger.
Stk. 3. Ungdomsskoleinspektøren er bestyrelsens sekretær og sørger for, at bestyrelsens protokol bliver ført under møderne og deltager i mødet uden stemmeret. Ungdomsskolens viceinspektør kan anmodes om at føre protokollen. § 7 Diæter m.m. Stk. 1. Medlemmer ydes diæter og befordringsgodtgørelse efter byrådets bestemmelser. §8 Beføjelser Stk. 1. Ungdomsskolebestyrelsen udøver sin virksomhed i møder og inden for de mål og rammer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med denne vedtægts § 1.
Stk. 2. Ungdomsskolebestyrelsen fører tilsyn med skolens virksomhed.
Stk. 3. Ungdomsskolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed.
Stk. 4. Ungdomsskolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen fastlagte rammer skolens budget.
Stk. 5. Ungdomsskolebestyrelsen fastlægger på baggrund af retningslinier fastlagt af kommunalbestyrelsen hvilke aktiviteter, der tilbydes.
Stk. 6. Ungdomsskolebestyrelsen afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af ungdomsskoleinspektør og viceungdomsskoleinspektør.
Stk. 7. Kompetencen til at ansætte og afskedige medarbejdere følger de kommunale retningslinier.
Stk. 8. Ungdomsskolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører ungdomsskolen. Ungdomsskolebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger den. § 9 Ungdomsskolens leder Stk. 1. Ungdomsskoleinspektøren har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og e ansvarlig for skolens virksomhed over for ungdomsskolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen. § 10 Ikrafttræden Stk. 1. denne vedtægt træder i kraft fra den 3. marts 2010, hvor kommunalbestyrelsen har godkendt ændringer i forhold til tidligere vedtægt af 1. januar 2007.
| ||